Dagpleje “indkøring” i Berlin – uge 2

Jordan – ikke heeeeelt glad ved situationen…”The Police coming? Well, bring them on” 😉

I går da jeg skulle hente min lille dreng hos dagplejen sagde hun: “Jordan skreg så højt og længe da du gik, at en nabo ringede og truede med at kontakte politiet da hun ikke kunne sove”. Han var så ulykkelig, for han ved jo ikke, at jeg kommer tilbage igen om to timer. Tænk engang at en nabo truer med politi fordi hun ikke kan sove kl 9.00 på en hverdag. She must be a weirdo. Håber ikke hun har børn!

Det er 2. uge i “indkøringsfasen” i denne uge. Den har godt nok været sej at komme igennem. Første uge kom jeg med ind og blev der til han var faldet helt til inden jeg gik og det gik så fint det hele. Så blev Jordan syg en uge og Anusha (dagplejemoderen) og jeg er enige om at hele den gode begyndelse i den første uge blev forstyrret af, at Jordan var væk ugen efter og “glemte” dem alle. Anusha ville køre videre som om intet var hent (at han ikke havde været væk) og sagde at jeg ikke skulle blive da han kom om mandagen i denne uge. Jeg havde den der underlige fornemmelse i maven af, at det ikke var nogen god idé. Sure enough.

Her er en kort opsummering af hvordan planen var i denne uge (uge 2):

Dag 1 uge 2 (Mandag): Jordan blev afleveret 9.00, og nåede ikke at græde da de kørte direkte på legepladsen. Jeg hentede ham 11.00. All good!

Dag 2: Jordan blev afleveret kl 9.00 og græd da han så, at jeg straks gik. Anusha måtte have ham på armen i 30min inden han begyndte at lege med de andre børn indenfor. Det regnede så de kunne ikke gå ud, hvilket gjorde et lidt sværere at distrahere Jordan. Hentet kl 11.00, hvor han først græd da han så mig.

Dag 3: Var der fra 9.00-11.00 og heldigvis kunne de gå på legepladsen i dag, hvilket gjorde Jordan igen kun græd da han blev afleveret. Dagplejemoderen siger ,at han græder mindre hvis de straks går ud fremfor at blive inde og lege. The power of distraction ;0)

Dag 4: Så snart Jordan så Anusha begyndte han at græde. “Bare gå nu” sagde hun og gik ind med ham på armen til de andre børn. Han skreg højere og højere og vendte sig mod mig med tårene løbende ned af kinderne. Nøj, en dårlig følelse jeg havde i maven da jeg gik. Lille mand. Da jeg hentede ham kl 11.00 var det, at Anusha fortalte mig han havde grædt så højt og længe, at en nabo havde klaget. De havde været på legepldsen fra 9.30, så der havde alt været ok. De er generelt ude hver dag fra 9.30 – 11.00 medmindre det regner.

Dag 5 i dag fredag. Da jeg åbnede døren til Anushas lejlighed beegyndte Jordan at græde med det samme. Han vidste godt hvad planen var og han kunne IKKE li’ den. “Kan du komme med ind og blive med ham lidt?” spurgte Anusha. Oh yes, det kan jeg! Jeg var så lettet over ikke at skulle gå fra en grædende dreng igen. Efter 5 min hvor han klamrede sig til mig og smågræd opdagede han, at jeg ikke gik og slappede lidt mere af. Hver gang jeg bevægede mig holdt hans lille hhånd fast i mig og han kiggede op på mig as if to say: “går du nu mummy”? Vi sang morgensang med de andre børnog han sad på skødet af mig. Det fik ham afledt og han begyndte at være klar til leg. Så snart vi gik ud for at tage sko på til legeplads-udflugt blev han pivet og måtte op til mig igen. Heldigvis gik det fint med at få ham op i den søde lille vogn de alle sidder i når de skal på udflugt. “Bliv du her og så kan du gå efter vi er taget afsted” sagde Anusha. Jordan så lidt forvirret ud over at jeg ikke skulle med, men græd heldgivis ikke! da jeg hentede ham kl 11.00 var han glad og græd slet ikke! Han havde leget hele tiden og været så god sagde Anusha. Tænk engang hvad den lille ekstra halve time jeg blev gjorde, i stedet for at jeg skulle gå med det samme!! En KÆMPE forskel. Sådan!

Me and our little sunshine – we both look quite tired!

Vi har nu aftalt at jeg kommer med ind og bliver så længe det er nødvændigt for ikke at “traumatisere” Jordan. Det føles som en fornuftig og rigtig god plan. Jeg tror ikke på at det er godt for børnene at blive “revet” væk fra forældrene så pludseligt når de har været vant til os hele tiden. Gradvis løsrivelse er vejen frem – for både mig og min søn. Det er sikkert sværere for mig end ham 😉

Normale reaktioner i “indkøringsfasen” ifølge min dagplejemor.

Det er normalt de ikke vil drikke og spise der i begyndelsen. Det er en form for protest. Det kan godt vare et stykke tid. Jordan vil slet ikke drikke mens han er der, men lidt snacks glider fint ned. Anusha sagde hun havde en dreng som var der i 8 timer uden at drikke og spise. Han ville ikke og det stod på nogle dage indtil han pludselig begyndte. Lidt sjovt, for jeg kan huske at katte gør det samme nogle gange hvis de bliver passet 😉

Som jeg nævnte før så bliver de små også meget trætte i begyndelsen (endda efter blot 1 time den første uge) og de sover længere middagslur og bliver måske hurtigere trætte om aftenen. De kan også blive mere “mor/far-syge” og vil ikke være med fremmede i begyndelsen, da alt er så nyt. De mærker også seperationsangst i en mindre eller større grad. Derfor er det så vigtigt at give dem “ro” og ikke for mange andre nye ting i samme periode. Læs barnets signaler og lyt til dem – så går det bedst for alle.

Sygdom. Ja, det siger sig selv. De er omgivet af andre små børn som nemt bliver syge og de smitter lystigt hinanden. Mine venner med børn har sagt at man godt kan forvente en næsten non-stop sygdomstur det første år i vuggestue/dagpleje. Oh, the joy 😉

Næste uge, Uge 3 i indkøring, skal han blive og spise frokost med de andre, og ikke hentes kl 11.00, men først 12.30. Det bliver spændende at se hvordan det går.

Måske du kan lære lidt af ovenstående til når din lille skal i vuggestue/dagpleje? Eller måske er det hele meget anderledes hjemme i DK??

Smil fra solrige Berlin,

Nina

2 comments / Add your comment below

  1. tror ikke det er så forskelligt her i DK, dog har de færreste nok tid til at køre ind ind over så lang tid som du bruger). Mener vi fik at vide at indkøring ville tage mellem en uge og to uger normalt. Vi startede med at komme og møde alle og være der ca 30min, dag tog var de der i en time, hvor vi gik en tur på 20-30min og så på dag 3 afleverede vi og hentede efter første lur, og derefter på dag 4 blev de og spiste og på dag fem tog de anden lur med.

    Jeg tror børn er meget forskellige omkring hvordan de reagerer når de skal i vuggestue/dagpleje og tror også tidspunktet (altså, deres alder) man vælger at køre dem betyder meget. Når de bliver bevidste (~12måneder) om at man kan gå fra dem, bliver det meget sværere siger de nede i vores institution.

    Vores piger blev introduceret til institution omkring da de var 11 måneder og har altid elsket at blive afleveret og hentet igen. Vi oplevede med begge piger omkring 10-11 måneder havde brug for at at være sammen med andre børn. Det var helt tydeligt. Ift indkøring og det at gå i vuggestue, har vi ikke set gråd eller den slags. Det med at aflevere i institution har været hårdere for os end for pigerne tror jeg, men glæd dig til at det kører og han elsker at komme derned. Det der har virket rigtig godt for os var at sikre os at få sat vores pigerne i gang med en leg før vi går – det være at tegne, eller lege med nogle andre børn (se på bondegårdsdyr, noget briotog etc etc). Når først de var i gang med at lege får vi knap et farvelkys – de er videre “vi ses far…” *snøft*, men bare de har det godt, right?

    anyway, tillykke med bloggen i øvrigt. Hyggeligt at følge med i dine tanker om at blive forældre første gang. Det bringer minder frem.

    mojn og knus,
    Søren (stadig sur over du ikke ville danse med mig i 5. klasse ;))

    1. haha… ville jeg ikke danse med dig i 5. klasse! Jeg var sikkert selv genert Søren. Kan du huske vores væddemål om hvem der først skulle tjene 1.000.000kr? Tror nok du vandt den 😉

      Ja, du har bestemt en god pointe i forhold til indkøring og alder. Jeg kan mærke at jordan var meget social fra ca 10måneder og ville lege med alle børn på legepladsen. Pludselig her for 1 1/2 måned siden begyndte han at blive nervøs når vi ikke var til at se i lejligheden – hvis man lige var i køkken. Så det var bestemt den der bevidsthed om at vi er individer og ikke én (seperationsangst). Så ja, tror du har ret i at det af den grund kan være bedre at køre dem i “stilling” før de er så gamle som Jordan. Der er nok + og – ved det hele. Og det er naturligvis også forskelligt fra familie til famlie. Jeg glæder mig til at se ham storme ind og ville lege med de andre og ikke engang have tid til at se efter mig 😉

      Dejligt du følger bloggen!

      Kram Nina

Skriv et svar