At stoppe amning … Hvad gør man?

Jeg har ventet på dette øjeblik længe og så alligevel frygtet det.

Min kæreste og mig – og nej, det er ikke ham jeg ammer selvom billedet godt kan forvirre lidt når man sætter det sammen med denne ammetekst. HAHA… ja, jeg sidder lige og griner lige lidt i skægget over det.

Jeg har ammet min søn længere end mange gør hjemme i DK. Han er 16 måneder og jeg ammer ham stadig inden sengetid og op til flere gange i løbet af natten. Jeg ville egentlig være stoppet for et par måneder siden, men så sagde flere at jeg endelig ikke måtte stoppe midt i indkøringen i dagpleje, da Jordan (min søn) ikke skal have alt for mange store forandringer udover dagplejen.

Nu er han endelig kørt godt ind og har nu i en uge sovet middagslur perfekt. Jeg føler tiden til “ammestop” nærmer sig. En anden og vigtig faktor til at pludserne ved at stoppe nu vejer tungere end minusserne er at jeg føler min krop siger “stop”. Min søn vågner ofte og skal ammes om natten og det siger sig selv at med den “sut” så er det kun mig der kan trøste ham. Det betyder at min søvn altid er afbrudt minimum 2-3 gange. Jeg kan mærke at min krop bliver nemmere syg og det tager mig længere tid at komme mig. Det er pga den manglende søvn, som er super vigtig når vi skal stå mod sygdomme og virus.

Jeg savner….

Jeg savner … ja, jeg savner vel mere frihed. Altså at kunne gå ud med nogle veninder en enkelt aften og vide at far sagtens kan få Jordan til at falde til ro hvis jeg ikke er hjemme før efter midnat (wow, vildt!). Jeg kan heller ikke rigtig bestride et deltidsjob, som jeg er ved at søge, uden en ordentlig nattesøvn på mindst 6 timer (og gerne sammenhængende). Nåh ja, og så kunne drikke vin eller en cosmopolitan og spise lige hvad jeg har lyst til uden at tænke på om det nu går i mælken.

Snart skal jeg smage sådan noget igen 😉

Ja, det er helt sikkert mig selv jeg kan takke for denne udvikling, da jeg ville amme så længe som muligt. Men, hvad nu når jeg skal til at stoppe? Jeg har forhørt mig hos andre venner med børn og alle siger: “farmand skal på hele natten, hver gang Jordan vågner og du må sove i et andet rum, så han ikke lugter din mælk”. Ok, det kan vi godt. “Hvor lang tid” spørger jeg så og svaret er fra alle “alt fra 2 dage til 1 uge eller mere”. Well, we gotta get through it.

Paniktanke … hvordan ser mine bryster ud efter endt amning?!

Jeg er godt nok nervøs for om jeg får to slatne patter bagefter ! Ja, jeg har virkelig nydt at gå fra en lille A-skål til en flot og fyldig C-skål. Hele min teenagetid og indtil op i 20erne var jeg vildt ked af mine små gajoler. Pludselig fik jeg kærester der ku’ li’ små bryster og det hjalp gevaldigt på mit brystkomplex. Men, bliver jeg nu efterladt med en lille og nu også flad a-skål og skal jeg igen slås med mit gamle kompleks?

Min kæreste er sød til at sige “take it easy Nina, I always liked your small breasts”… ja, men de var trods alt med fyld og han har bestemt ikke været ked af de blev større, må jeg skynde mig at sige. Ja, jeg ved godt jeg skal være GLAD for jeg har bryster, da der er de kvinder der på ulykkelig vis er nødt til at fjerne dem pga sygdom. OG ja, jeg ved også der er vigtigere ting her i livet end om mine bryster bliver flade eller holder formen fra før. Men i en brystfikseret verden er det svært ikke at have de her tanker, synes jeg. Jeg må bare vente og se hvad “mother nature” has lined up for me. Jeg er heldig at jeg har fået min slanke linje igen efter fødsel. Så ja, jeg er bestemt MEGET taknemmelig indtil nu.

Men hovsa! DERFOR hænger brysterne, siger denne artikel…

Jeg faldt lige over denne artikel om at amning IKKE giver hængebryster, men derimod er det kroppens protein kaldet elastan, som er afgørende. Selv efter at have været gravid og ikke ammet, kan du få hængebryster hvis din krop har for lidt elastan. Måske jeg er heldig, da min mave er fint flad efter at have været så stor som en strandet hval. Der står også i artiklen at rygning (!) nedbryder kroppens elastan og at rygere derfor har større sandsynlighed for at ende med to sokker med en mønt i efter en graviditet. Andre ting der påvirker brysternes “tyngdekraft” er også flere graviditeter og alder. Jeg går ud fra at det med alder er fordi kroppens elastan falder med alderen? Læs den lille og liiiidt gamle artikel her.

Puh ha, det føles virkelig super underligt at skulle stoppe og at tiden er SÅ nær nu som i næste uge. Jeg vil gerne og samtidig føler jeg at jeg kotter en usynlig snor til min søn. Ja, det lyder måske lidt skørt, men jeg har det super blandet med det. Jeg er nu sikker på at jeg nok skal komme til at blive rigtig glad for mit ammestop, når jeg oplever luksus ved at sove mere end 3 sammenhængende timer ad gangen og at min søn og jeg sagtens kan putte uden at “brystet” kommer i mellem os 😉

Hvad er din erfaring??

Har DU nogle gode tips til hvordan man kan stoppe amning bedst muligt og hvad gør jeg egentlig med mælken? Går ud fra det hele ligesom bare “går i sig selv” uden at jeg skal pumpe den ud, for ellers bliver den jo ved med at være der? Jeg modtager ALLE jeres erfaringer og råd med stor interesse! Ja, jeg kan læse mig til meget i faglitteratur, men vil hellere høre en mors erfaringer 😉

Smil og på forhånd TAK <3

Nina

 

Skriv et svar