Når vi bliver stødt af et blogindlæg.

Jeg sidder netop nu og har læst et blogindlæg (ikke en momster blog) som kan virke super anstødende for mange. Jeg kan se at bloggeren i sidste ende også måtte ind og “forsvare” sine skriv og glatte ud, da mange forældre må have sendt en bølge mindre pæne kommentarer i hendes retning.

Jeg blogger som du ved også… hmm… otherwise you would not be reading my blog….og jeg ved hvor svært det kan være at dele et indlæg af frygt for at ende i en shitstorm. Jeg tror det er meget få mennesker der ønsker at gøre andre kede af det bevidst. Vi er alle forskellige og har forskellige holdninger. Det er netop det der gør at vi kan lære NYE ting eller tænkte “aj, der er jeg uenig”. Vi behøver ikke tvinge andre til at dele vores holdning. That is not what all this is about! Det handler om at skrive autentisk, levende, og dele ud af netop din unikke verdensanskuelse. Det er spændende. Det er for mange af os angstprovokerende, men nøj, hvor vi vokser med opgaven og får åbnet op for blogger-godteposen. Kan du ikke li’ en blog, nåh ja, så lad da være med at følge den. Men, det gør vi jo ofte alligevel. Vi føler os provokerede / ramt og så skal der skydes tilbage, men hvorfor?

Hvad gør jeg når jeg føler mig “ramt” sådan helt ind i maven på den ufede måde?

Jeg har lært mig selv at hvis jeg føler mig RAMT … sådan rigtig med ondt i mavsen over noget nogen siger eller skriver til mig, så er det fordi jeg inderst inde (nogle gange endda uden at jeg i første omgang er klar over det) føler mig usikker på området. Jeg kan heller ikke li’ at føle mig udenfor eller gøre andre kede af det. Derfor var jeg det meste af mit liv MEGA pleaser. Det kom af en tricky barndom med et temmelig anstrængt forhold til min far og hans nye kone. Jeg ønskede harmoni omkring mig og endte med at glemme at “please” mig selv i processen. Det bringer absolut intet godt med sig. I sidste ende ved man heller ikke længere hvad man selv vil, hvad man står for og man får sværere og sværere ved at træffe de bedste beslutninger for en selv. Man bliver lidt en skygge af sig selv og helt ærligt så kan det også være ret kedeligt at være sammen med en der altid bare er enig i det alle de andre synes…ingen modstand, ingen udfordring…ingen andre syn på tingene.

OG… hvorfor gå så meget op i hvad andre synes om det du nu gør eller skriver?

Når du bliver såret, stødt eller vred over noget en person udefra skriver eller gør, så giver du samtidig denne person magten over dit humør og hvad du tør dele med verden. Du ligger låg på dig selv pga. en anden, og måske endda en du ikke engang kender. Hvorfor give denne person lov til at påvirke dig på den måde? Det er sådan en energi og lykke-røver. Ok, hvis personen bringer noget godt frem i dig er det noget andet. Så sug endelig til dig.

Jeg HÅBER at mit lille skriv vil være med til at gøre alle os der nogle gange er bange for at dele et følsomt blogindlæg, modige nok til at gøre det. På den måde bliver vi mere tro mod os selv, evner at vise fejl og sårbarhed (som er det mest menneskelige i verden), stærkere og mere åbne og får skabt indhold som kan lære os alle noget nyt og skabe en god og sund debat.

Her er et par gode tips som hjalp (og stadig hjælper) mig til at overkomme frygten for at fejle.

Hvis du vil ha’ lidt inspiration til at turde komme udenfor din comfortzone og overvinde frygt at fejle eller for at vise de sider af dig som du selv synes er svage, så læs mit tidligere blogindlæg om netop dette her. PS – der er en super motiverende video i indlægget også. Faktisk to. Den ene er min egen “rejse” fra frygten for at optræde med min egen musik til sejren hvor jeg gjorde det og den anden er af forfatteren Brene Brown, som inspirerede mig til at turde!

God skrivelyst, og gør det så….del det der blogindlæg du er bange for at dele…eller gør det der du har lyst til og har tænkt på at gøre længe…YOU CAN DO IT! Og skriv og fortæl os andre om det og hvordan det føles bagefter….jeg er SÅ spændt på at læse med!

Smil fra Nina

Skriv et svar