Når man ikke ser en forældre mere…

Det er snart jul og det er en tid i familiens tegn. For nogle af os (eller nok mange af os) er det også en tid hvor vi savner nogle vi en gang holdt jul med, som ikke længere er en del af vores liv.

Mig for 9 år siden i England Harwich, hvor jeg er født og boede til jeg var 4 år.

For mit vedkommende er det min far jeg tænker meget på disse dage. Eller, ekstra meget på disse dage, for jeg tror jeg tænker på ham næsten dagligt selv efter, at der er gået 9 år siden jeg sidst så ham. Han lever, men vi har ikke kontakt. Jeg tænker nogle gange: hvad er værst, at miste en forældre fordi de er “gået bort” eller at vide de lever, men ikke er en del af ens liv fordi man ikke rigtig “passer ind”. Jeg ved det ikke. Man kan nok ikke rigtig sidestille det.

Efter jeg var på Yoga og Meditation-retreat i sidste uge har det godt nok fået åbnet op for følelserne.Jeg mærker, at der stadig er en kæmpe sorg inden i mig over “tabet”. Denne sorg styrer nok mere af mit liv og mine handlinger end jeg er klar over.

Smukke omgivelser fra det Yoga/Mindfullness Retreat jeg lige har været på. Nej, det var ikke i det her skur… haha!

Jeg tror jeg er indrettet til at “undgå” sorg og derfor undgår jeg ubevidst situationer der kan prikke til den sorg jeg går og gemmer på.

Det vil sige jeg forsøger at undgå situationer der resulterer i at jeg føler mig afvist, ikke accepteret, ikke god nok, mindre værd eller bare hvor jeg ikke har skabt en harmonisk situation. Jeg ved jeg skal arbejde endnu mere med dette emne for at “let it go”, men synes godt nok allerede jeg har endevendt det i mange timers terapi.

Damn. Det er irriterende min hjerne ikke bare kan komme videre i stedet for at trampe rundt i gamle minder. Det gavner mig på ingen måde. Heldigvis er jeg bevidst om det nu, så jeg kan stoppe mig selv inden jeg bliver rigtig ked af det. Det betyder ikke jeg fortrænger mine følelser, for det gavner mig bestemt ikke. Så kommer de bare op i ukontrollerbar vulkanstyrke når jeg mindst venter det. Næ, jeg lader dem komme “op” til overfladen, men dyrker dem ikke. Dvs. jeg prøver at slippe dem igen så hurtigt som de kom. Ellers føler jeg mig fanget i en kvælende og selvdestruktiv offerrolle, som ofte lammer mig fra konstruktiv handlen her i livet. Og det vil jeg ikke tillade mere 😉

Mig som en meget “bestemt” lille pige i England, hvor jeg blev født og boede til jeg var 4 år.

En sang jeg skrev om min far i 2009.

Jeg har længe skrevet mig ud af sorg og reflekteret i mine sangtekster og dagbog. Jeg skulle finde en sangtekst frem til min optræden her d 3. december i Berlin og faldt så over denne her gamle tekst, som jeg slet ikke kan huske jeg har skrevet. Den er fra 2009 og skrevet om mine følelser til min far set igennem flere år fra barn til voksen. Den er skrevet på engelsk, da det er mit første sprog og jeg af en eller anden grund stadig bedst kan skrive om mine følelser på engelsk. Jeg vil ikke sige så meget mere, men blot dele mine tanker fra dengang. Here you go.

Little girl with stars in her eyes
looks at the dad she idolizes
she will do anything for him
she will go anywhere with him
younger girl with scars in her eyes
looks at the dad she idolizes
heaven knows how much she tries
his harsh words – still come as a surprise
young lady with darkened eyes
she has sadly come to realize
there will be no more goodbyes
no more fears and no more lies
grown up now with determined eyes
she never new him she realized
it was as if he had her hypnotized
controlling her through his lullabies
no more fears and no more lies
tears build up and cleanse her eyes
he never knew her she realized
now there will be no more sad goodbyes

Skriv et svar