Flashback – Kan du huske?

Jeg føler mig heldig. Jeg er vokset op i en tid før internettet og oplever også glæden ved den online verden der har revolutioneret vores måde at leve og arbejde på.

Jeg kan huske da en dreng i min klasse stolt rakte hånden op og sagde: “Vi har fået computer og internet”.

Jeg var 13-år (13ÅR!) og tænkte bare “hvad er internet?”. Jeg havde heller ikke mobil. Det var jeg 17 år da jeg fik! En stor blå Nokia 8210. Ikke en smartphone. Vi fik computer derhjemme da jeg var 14 år og jeg nød at kunne skrive mine stile på den. Jeg brugte den ikke til at surfe på nettet, for det havde vi endnu ikke adgang til. Men, jeg spillede 7-kabale på den kæmpe store larmene computer! Så fik vi endelig internet og et modem der lød som en gammel skrattende radio med nogle ringetoner indover.

Min første Nokia var den her 8210 i blå. Den er åbenbart stadig meget populær idag hos drugdealers! Det læste jeg lige her.

Min første mailkonto

Jeg fik min første email (hotmail) da jeg var 17 år og skulle ud og rejse. Min kæreste synes jeg skulle have den, så vi kunne skrive sammen de 6 uger jeg back-packede rundt i Equador UDEN telefon. Vi kunne kun skrive hjem hvis vi tilfældigvis kom forbi en internetcafe som også lige havde et velfungerende internet. Det var langt fra en selvfølge. Jeg forelskede mig totalt i en fyr og da vi kom hjem og fremkaldte billederne fra turen var der kun ét af ham hvor hans hovede var halvt skåret af. Det var fra Kodak filmrullens tid!

Når jeg ser tilbage er jeg lykkelig over at min tidlige barndom var uden mobiler, tablets og computere, men bød på fordybelse i at opfinde mine egne lege, tegne (nøj hvor jeg tegnede meget) og drømte om at blive tøjdesigner, digte historier, lege butik, bygge huler, udklæde min lillesøster (det var i min tøjdesignerfase),  lege læge (oh yes, har vi ikke alle leget den leg!), spille klaver, gå på opdagelse i naturen med mine veninder og med min familie.

Min bedste veninde Kat og jeg elskede at løbe op bag hendes have på en grusmark og lege arkæologer.

Vi fandt et sted fuld af gammelt porcelæn og gravede alt muligt op. Vi var sikker på vi ville finde noget værdifuldt. Det gav os i hvertfald mod på at grave dag efter dag når vi kom hjem fra skole. Vi tog mad og drikke med og brugte timer i naturen. En dag fandt vi et ræveskelet som vi tog med hjem på min venindes værelse. Vi kunne ikke forså hendes mors reaktion da hun så det og var forargede over at hun bare smed det ud!

Nogle gange løb vi op på en bakke og kastede grankogler efter naboes store søn.

Det var sjovt indtil han en dag pudsede sin hund på os og så stoppede den leg brat. Nogle gange besluttede vi os for at hælde sukker i grusgravsejerens kravko (eller ispapir fra vores push-up is) fordi han havde truet med at skyde min venindes hund! Ja, det var tider.

Vi ville lave hele landsbyer af modellervoks. Når vi var heldige fik vi lov til at se en film, men det skulle man først spørge om. Det var videoer, så udvalget var begrænset og ofte havde vi set filmen et par gange før. “Nej, i dag må I ikke se film” ØV! Og ved du hvad kære læser…så fandt vi bare på noget andet. Vi gik ud i køkkenet og legede smagstest hvor den ene fik bind for øjnene og den anden skulle smage alle mulige krydderier og spøjse ting fra køleren. Jeg gav min veninde en skefuld kanel og den støvsky det afstedkom var det hele værd.

Vi var eventyrer og legede til vi var teenagere, hvorefter man pludselig skulle sige “skal vi være sammen” og ikke længere måtte sig: “skal vi lege”.

Jeg er sikker på at jeg udviklede min stærke evne til at “finde på en leg” når børn i dag keder sig, fordi jeg så ofte selv skulle finde på noget at lave. Jeg var hos min far hver 2. weekend og der havde jeg ikke lige veninder om hjørnet. Når jeg kedede mig, så fandt jeg på alle mulige sjove og skøre lege. Der var ikke bare en tablet, iphone eller computer der kunne underholde mig. Om søndagen hos min far legede vi ofte en film og spiste flødeskumskager. Vi elskede det ritual og at dele det “space” foran fjerneren sammen.

Jeg var aktiv i min leg. Ikke passiv “observer” af noget online. Det ser jeg som en gave idag. Jeg er blevet super god til at tænke “Out of the box” og har oplevet roen ved total fordybelse i noget jeg selv skabte eller fandt på med en veninde.

Vi havde en fastnæt telefon magen til denne blot i lækker brun farve.

“Vi tager ikke telefonen mens vi spiser!”

Jeg har lært at værdsætte at spise sammen uden telefoner på bordet. Vi snakkede sammen. Vi var nogle gange stille. Vi talte om maden. Talte om dagen og hvis vi havde oplevet noget vi ville dele – noget godt eller noget bekymrende. Vi talte om næste dag. Vi var til stede.

Hvis telefonen ringede mens vi spiste så TOG VI DEN IKKE! Kun hvis den ringede igen efter kort tid, for så kunne det jo være vigtigt. Jeg kunne alle mine veninders telefonnumre udenad og min families og idag kan jeg ikke engang min kærestes mobilnummer!

Fokus var ikke på konstant at dele hvad vi lavede med resten af verden.

Vi tog ikke selfies. Vi tog mentale billeder. Jeg tænkte slet ikke så meget over hvordan jeg så ud, som jeg tror helt unge piger/drenge gør idag, for de vokser op med selfies, hvor vi skal “pose” og se godt ud (eller sjove ud).

Der var på den måde mindre mulighed for konstant at blive sammenlignet og vurderet (hvor mange likes har jeg fået …). Når jeg forestiller mig mine forældre sidde ved bordet og tage selfies og poste dem, kommer jeg til at grine. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Det virker helt skørt. Men, det er hvad vores børn vokser op med i dag. De skal til tider ligefrem konkurrere med mobilen om vores opmærksomhed mens der lige bliver svaret på en sms, taget det perfekte billede af vores små, som så postes og der tjekkes op på hvad de andre nu har postet. Og …. hvor vigtigt er det så egentlig lige alt det her er medmindre du lever af det?

Jeg værdsætter internettet og alt det gode det bringer med sig.

Jeg elsker at vi kan dele viden så hurtigt. Starte vores egen virksomhed på nettet. Dele billeder og videoer med familie vi ikke ser så ofte. Især fedt for mig da jeg bor i Tyskland og har familie og DK og Canada og England. Men jeg synes det har taget TOTALT overhånd.

Jeg tror ikke alle børn med diagnosen ADHD lider af ADHD … jeg tror de lider af stress og overstimulering. Der er ingen “down time” mere. De har fuldt program og når de slapper af er det med en skærm der giver endnu flere indtryk at bearbejde. Der er ikke tid til at prøve at kede sig uden at tænde for computer, tablet, telefon for at få noget ny hurtig input. Når vi keder os bliver vi ofte kreative, for på et eller andet tidspunkt er det for kedeligt at kede sig og så finder vi på noget!

Jeg læste for nyligt at Tablets og Iphones er som kokain for børn.

De bliver høje og afhængige og det rush de får efterfølges af en vild “nedtur” som kommer til udtryk i frustration, raseri, rastløshed. Det er ikke sundt og slet ikke for helt små som skal have stimulations-pauser for at bearbejde indtryk og for hjernen til at udvikle helt basale færdigheder.

Jeg har selv erfaret hvordan min søn på 20mdr blev langt mere rolig og sov bedre efter jeg helt fjernede alt skæmtid.

Jordan, min søn på 20mdr, sidder ofte helt fordybet i leg og er nysgerrig. Det tætteste han kommer på min computer er når jeg lader ham trykke på tastaturet fra min stationære Mac og jeg skal sige alle bogstaverne højt. Han elsker det og det er sådan han har lært mange af bogstaverne allerede.

Dengang han fik lov til at se 30min PepaPig på min laptop eller nogle video’er af sig selv på min telefon var han ofte mere hidsig, sov uroligt og talte og råbte meget i søvne. Han ville hele tiden ha’ telefonen / computeren når han så dem, hvilket førte til flere tudeture når han fik nej. Nu, efter en “kold tyrker” spørger han slet ikke efter hverken telefon eller computer.

Jordan elsker at hjælpe til ude i køkkenet når jeg laver mad. Her er han igang med at lave sit helt eget “system” (eller mangel på samme) i den køkkenskuffe jeg LIGE havde fået i orden!

Det tog kun en uge at afvænne ham!

Vi læser bøger, tegner, kigger på bogstaver, leger med klodser, biler, bamser og køkkenudstyr 😉 Nåh ja, og da jeg fjernede 50% af hans legetøj og bøger så kun 10 stk stod fremme begyndte han at lege mere og længere med det. Det forsøg kan du læse mere om lige her i mit gamle post om “Simplicity Parenting”. Det er et begreb som jeg læser om i en fantastisk bog for tiden.

Så kære forældre til den nye “online” generation. Mit råd er at prøve at indarbejde skærmfrie perioder og måske endda fjerne dem helt fra de meget små børn. Ved godt den er sværere med større børn, men så sæt regler for hvornår og hvor længe de må sidde foran skærmen! De kan sagtens underholdes med andre ting…husk på der fandtes en verden med børn, der var ret gode til at finde på inden vi fik internet. Den største udfordring bliver at DU skal udholde afvænningsperioden med frustrerede børn. Og en helt anden problematik i forhold til Online Devices er den stråling de udsættes for (yes, der findes beskyttelsescovers der nedsætter stråling men det fjerner det ikke helt), og så er der det forringede syn de kan få, og probs med “scroll-finger”.

Hvis du nedsætter skærmtiden, så del endelig din erfaring med mig.

Hvordan føler du dine børn forandrer sig? Du kan naturligvis være sikker på et ramaskrig de første dage uden gadgets som kan underholde, men derefter begynder de at opdage en verden “udenfor” skærmen. En smuk verden FULD af muligheder og mere “ro på”.

Smil og tanker fra Berlin

Nina

Skriv et svar