Månedens Interview – Ditte Young – Del 4

Del 4 – Hvordan er det at være mor til en autistisk søn, som var født blind og som Ditte fik trænet op til at se, trods lægernes dom som var at han aldrig ville kunne se. Ditte Young giver her egne råd videre til andre forældre med autistiske børn.

Nu er vi efterhånden nået frem til 4. og sidste del af Månedens Interview med Ditte Young (Coach, Terapeut, Clairvoyant, Dyretelepatør og mor til Phillip med Autisme). Vi har været inde på mange utraditionelle emner og jeg har valgt at dele interviewet op i 4 dele for at vi kunne komme ind på så meget som muligt. Herunder kan du klikke dig ind på de forskellige dele, hvis du ikke har læst del 1, 2 og 3 endnu.

Del 1 – Ditte og hendes clairvoyante evner.

Del 2 – Særligt Sensitive Børn og deres specielle evner.

Del 3 –  Dyretelepati og dyrehealing.

Del 4 – Hvordan er det at være mor til en autistisk søn, som var født blind og som Ditte fik trænet op til at se, trods lægernes dom som var at han aldrig ville kunne se. Hun giver i dette indlæg egne råd videre til forældre med autistiske børn.

Og ….. Det er med GLÆDE at jeg kan afsløre, at Ditte er gået med til at lave en Del 5. Jeg har selv ofte tænkt over hvad der sker når vi dør og det har jeg spurgt Ditte om. Der er mange som har stor dødsangst og andre som næsten ingen har. Fælles for os er, at vi ALLE skal samme vej. Så, hvad mener Ditte egentlig der er på “den anden side”? Hun kommunikerer med afdøde og hvad fortæller de hende om det vi opfatter som døden? Det og meget andet søger jeg svar på i næste og dermed sidste Del af dette meget anderledes og for mig, meget spændende Månedens Interview med Ditte Young.

Rigtig god læselyst

–o–

Ditte med hendes søn Phillip på 9 år. Phiilip blev født blind og er Autist.

Fordi jeg kender dig privat ved jeg, at du har en ”vild” historie om at trodse lægers dom over din autistiske søn, som var født blind. De sagde han aldrig kom til at se, men det gør han i dag fordi du tog sagen i egen hånd og trænede ham op til at kunne det. Var det din intuition der sagde lægerne tog fejl?

Det var faktisk hans far, som nægtede at tro på at det lægerne sagde var rigtigt.

Jeg var i for stort et chok til at tage det ind de sagde til mig. Det er klart, at som førstegangsmor er den eneste bekymring, om man føder et sundt og velskabt barn. Ingen af de diagnoser min søn fejler, var noget man kunne finde på nakkefoldsscanninger eller i uge 20.

Min intuition sagde mig til gengæld at der var noget galt. Både igennem graviditeten og også da han blev født. Det tog en krig at få skiftet sundhedsplejeren ud og finde en, som rent faktisk tog mig alvorligt og fik os indlagt øjeblikkeligt.

Hvordan har du fået ham til at se?

Jeg har trænet ham og trænet ham og trænet ham. Jeg har sørget for at skabe et støjfrit miljø i det omfang han havde brug for det, så han slog synssansen til og ikke høresansen, når han skulle se på noget.

Jeg iførte ham altid kontrast farver på tøjet og alt hvad han rørte ved havde en stærk farve, som er nemmest for babyer at se såsom rød, sort, gul, hvid etc.

Kan du beskrive den ”rejse” I har været på?

Det har været en følelsesmæssig rutchebane tur, som både har gjort mig stærkere og på den anden side, så ville jeg aldrig tage en tur til 🙂 Det er en rejse, som har vist sig at være givende på så mange punkter, men også en rejse, som har været så opslidende på mange andre punkter.

Af det hårde har været kampene med et kommunalt system og sagsbehandlere, som ikke har den fjerneste idé om hvad det vil sige, at have et handikappet barn. Det har været så hårdt, at forholdet mellem faderen og jeg ikke holdt.

Det har været 9 lange år uden søvn, fordi de fleste autister sover dårligt pga. over eller understimuli, så selv søvnklinikken på Herlev hospital gav op.

Det har været 9 meget lange år med bekymringer om hvad min søn kan klare både i hverdagen og i fremtiden.

Philip blev født blind (ONH, synsnervesvind), infantil autist, let retarderet og hypoton. Det betyder, at han havde nedsat muskelkraft. Det har betydet, at jeg har trænet ham til at få synsnerverne igang og ingen læger tror på, at man som udgangspunkt kan få gang i nerverne i Danmark, til trods for at arbejder med stamcellebehandlinger i flere dele af udlandet.

Han har været i en gå maskine (NF Walker) for at lære at holde sig oprejst og overhovedet kunne gå. Vi har måtte lære ham om rumfordeling, hvilket vil sige at der var noget der hed vægge, loft og gulv. Jeg har trænet ham til at holde en gaffel, som ikke gav nogen som helst mening for ham, fordi han ville mærke hvad han puttede i munden, hvilket jo er meget logisk, hvis vi andre skulle indtage mad, som vi ikke kunne se.

Jeg har trænet ham sammen med talepædagoger i at få et sprog. Det er først noget, som han nogenlunde mestrer i de senere år uden at det var rent ekkolali (gentagelser af hvad andre siger).

Og faderen og jeg har trænet ham langsomt i at blive alsidig og ikke ensidig spiser. En hjælp som jeg kun kunne finde ude i det private, og som ingen i det offentlige system desværre har kunne hjælpe mig med. Et problem, som mange forældre til autister bakser med og som stadig er en gåde for dem, hvordan de knækker. Jeg deler selvfølgelig ud af al den erfaring jeg kan, når jeg ser problemet fx. i grupper på Facebook etc.

Han har gået i specialbørnehave, hvor der kun var 3 børn på stuen af gangen. Jeg brugte de første mange år af hans levetid på at gå ind og ud af hospitalerne for at få ham udredt og finde ud af årsagerne til hans handikaps.

Vi havde et helt hold omkring os af synskonsulenter, neurologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, specialpædagoger, psykiater, børnepsykolog, sagsbehandlere etc. Ingen af disse instanser kunne tale sammen indenfor systemet.

Det medvirkede til, at jeg indkaldte til fælles netværksmøder for at sikre mig, at alle hørte de samme ting på det samme tidspunkt og for at nedbringe den tid jeg konstant brugte på at gå til møder.

Jeg er en kvinde og en mor, som er handlekraftig. Dét at inderst inde tro på at vi kunne få ham til at se og dét at jeg tror på viljen, troen og kærligheden gjorde, at jeg smørrede ærmerne op og blev ved og ved og ved og ved, samtidig med at jeg kørte min virksomhed som selvstændig på 4 timers søvn.

Én aften måtte jeg smide håndklædet i ringen. Faderen og jeg var gået fra hinanden, jeg var flyttet for mig selv med Philip og jeg var slidt ned til sokkeholderne. Den aften gik jeg ind og skrev en klage til Gud i Vor Frue Kirke i København.

I den periode følte jeg, at jeg mistede fodfæstet og blev nærmest indhentet af min egen “succes” på jobbet, da jeg lige havde medvirket i en TV udsendelse som dyretelepatør. På baggrund af 8 minutter på skærmen, blev jeg lagt ned af kunder, så jeg var booket i 1 1/2 år frem.

Jeg følte, at jeg måtte flygte og finde en ro et sted. Én af dem som mindede mig om at trække stikket og rent faktisk TVANG mig til at holde 2 dages fri – det var dig Nina Hall. Så tak for det. Det vil jeg aldrig glemme og det vil jeg huske til evig tid. For i de dage og i tiden der fulgte efter, fandt jeg min styrke igen.

En styrke som jeg måtte give til Philip, men også til mig selv. Jeg blev nødt til at se Philip som en gave til mig. Fra den dag af stod jeg nærmest i lære hos ham. Jeg begyndte at se at alle hans udfordringer blev mine styrker igennem mit arbejde.

Dét at lære at sanse endnu mere end jeg gjorde i forvejen betød, at mine evner blev endnu kraftigere og detaljerede. Og det gav pote.

Idag er Philip i specialskole og han både læser bøger, spiller iPad, ser TV, skriver, læser sågar på engelsk fordi han har lært det af at SE Youtube.

Han bliver aldrig jægerpilot eller får et kørekort. Men det er jeg også ligeglad med. Han kan vise mig, hvad han kan se og i dag kan han fortælle det når han læser op. Det er bl.a. dér jeg forstår hans verden.

Philip er også autist. Har du nogle råd du kan videregive til andre forældre af autistiske børn?

Ja. Det er en god idé at alle forældre forstår at verdenen mellem at være særlig sensitiv og autist ligger lige ved siden af hinanden. Det er en verden, hvor alt sanses meget mere og hvor i høj grad der sker en total overstimulering af nervesystemet.

Det vil sige, at hvis der er noget, som en “normalfungerende” kan trække på smilebåndet af, så vil en autist blive ved med at synes, at det er meget sjovt i flere minutter, fordi det “ringer ind” så længe i nervesystemet. Det betyder også, at hvis der er noget, som kan skabe frustration, så ringer det også ind i nervesystemet i langt længere tid end hos en “normalfungerende”, som kan “snappe ud af det”. Det kan en autist ikke.

En autists sind uanset hvor barnet befinder sig henne indenfor autismespektret, som er meget bredt og stort, har altid et sted, hvor der er potentialer. Så skab et miljø, som er på barnets præmis, hvor omverdenen må tilpasse sig barnet og ikke hvor det er barnet, som må tilpasse sig omverdenen.

Hvad er de umiddelbart største udfordringer du oplever ved at have et autistisk barn?

At systemet i højeste grad ikke er justeret til den type af børn. Bare kig på folkeskolerne, hvor regeringen tror, at inklusion er en god idé. Efter min mening fungerer det hverken for “normalfungerende” børn eller for autisterne.

Kig dig omkring – prøv at se hvor mange instanser og omgivelser som kræver, at du som menneske er i stand til at begå dig i storrumskulturer. Kantiner, caféer, fly, toge, busser, klasseværelser, familiemiddage.

Ingen af de steder er noget, som efter min mening er områder, hvor et autistisk barn kan trives eller være. I hvert fald ikke i længere tid af gangen. For at “overleve” det, så må barnet trække sig indad og gøre sin verden mindre. Det er hverken til gavn for barnet, eller for dem, som håber at de en eller anden dag kan virke en smule “normale”.

Og den største stressfaktor er sagsbehandlingen på kommunerne. Efter VK regeringen for nogle år tilbage lavede besparelser på handicap områderne og også på psykiatrien, er det gået støt ned af bakke.

Jeg hører fra samtlige mødre jeg kender, som har “diagnosebørn”, at de er ved at gå fuldstændig ned med stress. At de mødes med en skepsis og mistro. De får en følelse af, at det er nemmere at give op og ikke modtage nogle ydelser fra det kommunale system, end at forsøge at klare den selv.

Der burde velfærds Danmark godt nok skamme sig!

Hvorfor tror du der er så mange flere der får Autisme / Adhd i dag?

Min terapeutiske mor side tænker, at det gør der heller ikke. Vi lever bare i en tid, hvor det bliver opdaget.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at alle de “mærkelige børn”, som blev placeret i hjem, som blev isoleret, som begyndte at drikke, tage stoffer, ryge for meget hash, som var og er “adfærdsvanskelige” kunne have fået de samme bogstavs diagnoser påhæftet, hvis de havde levet i en nyere tid.

Den spirituelle mor side af mig tænker, at vi får flere og flere krystabørn til, som tvinger os til at være mere rummelige som mennesker. (Læs mere om dette emne i Del 2 om Særligt Sensitive Børn og deres særlige evner).

I næste og sidste del af mit interview med Ditte kommer vi ind på Døden. Har du nogle spørgsmål du ønsker jeg skal stille Ditte i den forbindelse, så skriv dem her i kommentarfeltet eller hvis du vil være anonym så skriv dem til mig på min mail: ninahall@gmail.com.

Læs mere om Ditte lige her:

Ditte Youngs Hjemmeside

Ditte Youngs Facebook

Ditte Youngs Developmentgruppe på Facebook

Tak fordi du læser med!

Smil fra

Nina

Skriv et svar