Månedens Interview – Ditte Young – Del 5

Nu er vi fremme ved 5. og sidste del af Månedens Interview som i denne måned er med Ditte Young. Ditte er Clairvoyant, Coach, Terapeut, Dyrehealer og Dyretelepatør (ja hun kan tale med dyr!) og så er hun mor til Phillip som er 9 år og autist. Det er blevet til nogle inspirerende, rørende og meget personlige interviews. Du kan finde links til hendes website mm neders i blogindlægget.

Idag skal det handle om et for mange af os, svært og tabubelagt emne: Døden.

Døden er et emne som de fleste af os ikke ønsker at tænke på, omend vi alle bliver berørt af det og selv en dag skal dø. Måske er det fordi vi i 1000’er af år har fået at vide at der muligvis kan vente et helvede? Måske fordi nogle siger, at døden er slutningen på alt og der IKKE er noget andet. Men, hvad nu hvis der er noget andet? Noget smukkere end det her liv? Ville vi så være bange for at skulle “herfra”? Ville vi så sørge ligeså meget når vi mistede nogle vi elsker?

Fotograf: Mille Berger Schlundt

Jeg har ofte tænkt over hvad der sker når vi dør og det har jeg spurgt Ditte om. Hvad mener hun der er på “den anden side”? Hun kommunikerer jo med afdøde og hvad fortæller de hende om det vi opfatter som døden? Hvordan kan vi støtte de døende? Hvad siger man til en der er ved at dø? Det og meget mere svarer Ditte på i dette indlæg.

Det er mit ønske at dette interview kan bringe lidt ro til de af os, der er bange for døden og til de af os der er i sorg over at have mistet eller skal miste en vi elsker.

Fik du ikke læste Del 1, 2, 3 og 4, så kan du finde links til dem herunder:

Del 1 – Ditte og hendes clairvoyante evner.

Del 2 – Særligt Sensitive Børn og deres specielle evner.

Del 3 –  Dyretelepati og dyrehealing.

Del 4 – Hvordan er det at være mor til en autistisk søn, som var født blind og som Ditte fik trænet op til at se, trods lægernes dom som var at han aldrig ville kunne se. Hun giver i dette indlæg egne råd videre til forældre med autistiske børn.

God læselyst!

–o–

 

De fleste af os har prøvet at miste og der er mange som har stor dødsangst og andre som ingen har. Fælles for os alle er, at vi skal samme vej. Så, hvad mener du egentlig der er på “den anden side”?

Jeg kender faktisk ikke nogen mennesker, som ikke er bange for døden i en eller anden udstrækning. Enten er de selv bange for at dø, eller også er de bange for at miste andre til døden såsom deres børn.

Jeg sidder ikke med den endegyldige sandhed. Jeg kan kun beskrive, hvad jeg har erfaret indtil videre igennem mit arbejde med hvad der er “på den anden side”. Ligeså snart jeg tror, at jeg er blevet klogere på det, så åbner der sig igen noget nyt op til en verden og et univers, som er så stort, så det er udenfor min fatteevne. Det er nok meget sundt.

Det stiller mig overfor en konstant nysgerrighed og også en ydmyghed over, at jeg faktisk ikke ved en skid 🙂

Det jeg har set, mærket og erfaret om det der er på den anden side er en læring. Fuldstændig ligesom med livet. Så på den måde tror jeg på, at vore sjæle forlader vores fysiske kroppe og går videre til et andet sted, som de fleste af os kender, som “himlen”.

Grunden til, at den kaldes det, er både pga. hvad den blev kaldt historisk set (bl.a. i biblen) men også udfra den følelse man får, på den anden side. En følelse af kun at være omgivet af kærlighed, rummelighed og forståelse. Der er ingen behov såsom sult, tørst, penge, magt og himlen skabes ud fra, hvad man selv synes er himmelsk. Så på den måde, ser himlen ud, som den enkelte ønsker den skal være.

Er du bange for døden?

Jeg er bange for at skulle dø i smerte, eller at andre oplever smerte omkring mig. Altsammen noget, som er forbundet med min eller andres fysiske krop. Men efter at have mærket, hvad der er på den anden side, så er jeg ikke bange for selve døden mere. Det har jeg været og jeg har arbejdet meget med min dødsangst både i terapi og også ved at undersøge det både på clairvoyance uddannelsen og i mit arbejde som clairvoyant.

Er døden noget vi skal være bange for?

Jeg synes mere, at vi skal være bange for ikke at leve 🙂

Den udviklingsproces, som jeg tror vi allesammen befinder os i, fortsætter jo på den anden side. Det er også derfor, at jeg tror på, at hvis der er problemstillinger vi ikke lærer af mens vi er her på jorden, så får vi da bare “en tur til”. Vi genfødes med det samme tema og dermed de samme problemstillinger, som opleves som værende smertefulde for os helt inde i sjælen. Det er også det, som man kalder for “karma”.

Det er klart, at hvis man er et menneske, som ikke VIL tage et ansvar for noget som helst. Hvis man igennem hele sit liv har snydt og bedraget andre mennesker. Hvis man i bund og grund ikke har udvist nogen former for empati eller omsorg for andre mennesker overhovedet og hvis man ikke engang har ville standse op, blot for et split sekund og tænke over, hvad man selv kunne gøre anderledes? Ja så er det pænt “op af bakke” at komme over på den anden side. OG det siger jeg, fordi følelsen går med.

Med den viden jeg har, så får man lov til at tænke lidt over tingene “derovre” indtil man kan komme op med et svar på, hvad man kunne have gjort anderledes i livet. Altsammen noget, som jo udvikler os mennesker. Og så kan døden godt føles en anelse “langhåret”, med snerten af at komme i “helvede” 🙂

Jeg tror ikke på en himmel og et helvede med en mand med en trefork og ild ud af øjnene. Men jeg har set en følelse og dermed en energi, som kan føles himmelsk og en følelse af at noget, der kan føles som et helvede.

Nogle døende siger de kan se engle eller afdøde. Er det rigtigt og har du selv set disse “væsener”.

Ja det er fuldstændig korrekt. Jeg har både hørt om det fra mennesker jeg kender, som har haft nær døds oplevelser, folk som har været i koma, og som har været lige ved at dø eller som er blevet genoplivet.

Jeg har læst så mange bøger om andres fortællinger, så jeg ved med 1000 % sikkerhed, at mange døende kan se engle og andre afdøde, som venter på dem. Jeg kan selv se begge dele.

Englene kommer fra en langt højere frekvens og dermed også mere “udviklet” energi end de afdøde. Englene er der for at hjælpe os allesammen. De hjælper bare kun, hvis man beder om det!

De afdøde har oftest mere interesse i at forsøge at trænge igennem til de efterladte på den ene eller den anden måde. Og oftest er vi mennesker mest lydhøre overfor dem, når vi er lige ved at falde i søvn, da vi her kan møde dem på en anden frekvens end i vågen tilstand.

Er de døde omkring os efter døden og er det mest i begyndelsen efter nylig død eller resten af vores eget liv?

Når en sjæl går bort, så er det min oplevelse, at de bliver hos de efterladte og sørgende i noget tid efter deres bortgang. Oftest bliver de omkring os til deres fysiske krop er begravet. Og afhængig af hvor stor sorgen er, så bliver de selvfølgelig og forsøger at enten komme igennem til de efterladte, eller sender dem blot kærlighed og omsorg fra dér hvor de er.

Når de afdøde går helt over på den anden side, så kan de sagtens komme “ned” til os og følge med i hvad vi laver, om vi har det godt og om alt går som det skal etc. Men der befinder de sig på en højere frekvens. Det er den eneste forskel.

Du skal forestille dig, at universet, hvor jeg er overbevist om, at vi jo allesammen kommer fra og dér hvor vi allesammen skal hen, er opdelt i flere dimensioner. Og jeg bliver lige overrasket hver gang jeg ser og oplever flere af de her lag. Det er udover min fatteevne og det er heller ikke meningen, at jeg skal vide alt. Derovre åbner perspektivet sig ofte og derfor oplever jeg også, at de fleste sjæle og væsener oftest er ekstremt kærlige og rummelige. Det er fordi de forstår på et højere plan. Et plan som er drevet og baseret på ren kærlighed og ikke på ego’et.

Hvordan kan vi tale med vores affdøde?

Ved at sende dem en tanke og se deres ansigter foran dig. Kunsten er at stole på de svar, som de sender retur.

Det er ikke altid, at man kan etablere en kontakt. På den anden side har sjælene jo også et “liv”, hvor de er ved at lære noget. De er ikke fortravlede i samme grad som her. Men på den anden side forsvinder tid, sted og rum og derfor kan de sidde og kigge på en solnedgang og have en følelse af, at de har siddet der i ti minutter. Men hvis vi tog tid på dem nede fra jorden, havde de måske siddet der i 50 år.

Når du tænker på en afdød intensivt, så “ringer du dem op”. Og derfor kan du jo sagtens få fat i dem. Men ud fra denne viden, synes jeg også, at det er respektfuldt at ære dem ved at mindes dem og selvfølgelig tale om dem. Men at sidde og “ringe dem op” konstant, er forstyrrende for dem i den proces de selv er igang med.

Hvorfor dør vi?

Fordi den udvikling vi engang besluttede os for at gennemgå, eller den udvikling vi ville hjælpe andre med at gennemgå er slut. Dette sker ved en afrunding og død på noget gammelt, så noget nyt kan opstå. Og det nye bliver så genfødt i form af et nyt liv.

Når vi nu taler om død, så er det jo slutningen på et liv. Hvorfor tror du vi lever her på jorden?

I bund og grund tror jeg på, at vi lever med det formål at blive næstekærlige. Men der er godt nok lang vej endnu hen til det mål for hele menneskeheden 🙂

Hver enkelt af os har på et tidspunkt på den anden side besluttet os for at skulle lære noget bestemt i dette liv (et særligt tema). Et eksempel kunne være:

“Okay jeg har forstået, at det jeg ikke lærte sidste gang jeg var her, som fx. var at jeg havde enormt svært ved at elske mig selv i form af et lavt selvværd, ja det gjorde altså, at jeg lod mit lave selvværd gå udover andre mennesker.

Det gjorde jeg ved at jeg altid var mine kærester utro. I mit næste liv vil jeg gerne prøve at lære noget om at elske mig selv mere og mærke hvordan det føltes, når andre bedrager mig, så der bliver skabt en balance inde i min sjæl”.

På denne måde får vedkommende en mulighed for at blive genfødt i en tid og til et liv, hvor han eller hun lærer om det tema. Og dermed har personen altså “karma” med sig.

Når jeg siger, at dette er udover min fatteevne, så er det fordi det er fuldstændig surrealistisk for mig at begribe hvordan universet holder styr på, at alle skal lære noget. Hvem er det der vurderer hvor man skal hen i verden, evt udenfor verden og i hvilken tidsalder.

Samtidig tror jeg på, at universet forsøger at sikre en form for konstant udvikling for os allesammen. Det er så stort, at min egen hjerne tit står af.

Når du siger liv “udenfor verden”, mener du så du tror på liv andre steder end på jorden?

Ja jeg tror på at der er liv på andre planeter end jorden, men ikke i form af at vi er mennesker.
Jeg tror på, at vi fx. kan blive til stjerner og meget andet. Jeg tror på, at vi allesammen udspiller en vigtig rolle som en del af en større organisme og derfor hører vi allesammen sammen 🙂

Du tror altså på karma og at vi kommer igen her på jorden efter døden?

Ja det gør jeg da i allerhøjeste grad. Reinkarnation kan også føles genkendeligt, når man møder et andet menneske og man har en meget kraftig følelse af, at man har været sammen før. Ens rationelle hjerne ved godt, at det har man ikke.

Det kan også ringe ind i ens sjæl, når man altid har været enormt tiltrukket af et bestemt land, men man kan ikke forklare hvorfor. Når man så får at vide af fx. en clairvoyant, at man har levet i Tibet eller i Egypten før, så begynder det at give mening.

Kan du give et godt råd til nogen som støtter en døende? Er der noget vi kan sige for at berolige dem?

Til de pårørende, som støtter en døende, så er der to muligheder for mig. Den ene er at støtte op omkring et menneske, som har sluttet fred med at dø. Den anden er at støtte op omkring et menneske, som ikke endnu har sluttet fred med at dø og er dødsangst.

Hvis du er pårørende til et menneske, som godt ved, hvor det bærer hen og egentlig finder ro med det, så oplever jeg, at disse mennesker oftest kæmper for at holde sig i live for de pårørendes skyld.

Jeg ser og hører ofte historier om, at når et menneske, som er tæt på at dø har set alle familiemedlemmerne, og måske også har fået sluttet fred med fx. en bror og en søster, eller når vedkommende har nået at blive bedsteforældre etc., så ved de, at de kan give slip og overgå til døden.

Rådet til disse pårørende er at fortælle den døende, at du/I er der og er stolte af alle de ting, som han eller hun har gjort for dig/jer. Skab en energi med gode minder, selvindsigt og kærlighed. Sådan hjælper du personen videre på den smukkeste måde.

Nogle gange er den største kærlighedserklæring en efterladt kan give den døende, at kunne give slip og sige farvel, selvom det er svært.

For de personer, som vil hjælpe en person som endnu ikke har sluttet fred med døden af den ene eller den anden årsag, vil mit bedste råd være, at I fortæller dem, at i himlen er der kun kærlighed.

Der er varme, lys, ro og de kan altid få fat på os fra den anden side. Der er ingen tid og sted. Der er ikke smerter, fordi der ikke er en fysisk krop. De kan vise sig i en fysisk krop hvis de ønsker det, men fordi der kun er sjæle på den anden side, har vi ikke brug for en krop mere. Derfor mærker vi ikke smerte, sult, tørst, seksual drift og meget mere “derovre”. Det føles fantastisk og når de døende tør give slip og gå derhen, vil det for dem være som at “komme hjem”.

Kan vi genskabe kontakt til nogle vi holder af når de er døde? Er der et tegn man kan give hinanden?

Ja du kan blot bede dem om at sende dig et tegn, hvis de er der. Men hold godt øje. Det kan nemlig være selv de mindste tegn du får.

Husk så på, at den nemmeste måde at give tegn på er via frekvenser. De befinder sig på en højere frekvens end os, så det er svært af flytte en stol, bare fordi du som menneske har brug for et bevis. Men de kan spille en sang i radioen, få lyset til at gå ud, slukke eller tænde for et TV, skrue op for et varmeanlæg etc. hvis de er kraftfulde nok.

Som jeg har beskrevet før, så vil jeg altid råde dig til ikke at “drive rovdrift” på dem ovre på den anden side, blot fordi du som efterladt har et behov for kontakten. De kan også have behov for en kontakt, og så er det din fornemmeste opgave at stole på det, når de sender eller viser dig noget / et tegn med den finhed, som det er dem muligt at gøre det, fra der hvor de er.

Kan du beskrive en personlige oplevelse med døden?

Ja, et familiemedlem kom ulykkeligvis i koma. Vi håbede, at vedkommende ville overleve, fordi hun var alt for ung til at dø. En dag så jeg hende pludselig stå lige foran mig i en stue. Hun beskrev nogle smykker, som det var vigtigt for hende blev fordelt til de rigtige mennesker. Smykker, som jeg ikke kendte til. Hun sendte mig blot en følelse af, hvor vigtigt det var for hende, inden hun tog herfra. Dér vidste jeg, at hun ville dø kort tid efter. Og hun døde næste dag.

Smykkerne blev fordelt til de respektive personer og så fuldstændig ud, som jeg fik dem beskrevet.

Til samtlige begravelser jeg er til, ser jeg de afdøde være til stede. De giver mig beskeder til de efterladte.

For det meste holder jeg dem bare for mig selv. Jeg giver dem kun videre, hvis de efterladte vil have beskederne af mig. Dem som er tætte på mig ved jo godt, at jeg kan.

Jeg ville finde det upassende at levere en besked til et menneske i total sorg, bare fordi jeg følte, at jeg skulle af med det, eller den afdøde havde behovet for det. Jeg har erfaret flere gange, at en sørgende og efterladt ikke altid kan rumme at få beskeder. De skal bare have lov til at være i sorgen og erkende, at dette var altså et endegyldigt farvel med den viden som de har.

Kan du beskrive den mest rørende oplevelse du har haft hvor du har genskabt kontakt til en person som er gået over på den anden side for en klient?

Jeg synes, at alle de gange jeg hjælper en klient med at etablere en kontakt til en afdød er lige rørende på hver sin forskellige måde.

Dét at vi skaber en genkendelse hos begge parter, en samhørighed, et møde, som er skabt i 1000% kærlighed er smukt. Det at kunne være tolk imellem to, som har problemstillinger de ikke fik løst mens de var i live, eller måske de ikke nåede at få sagt ordentligt farvel, det er rørende.

Det at den afdøde kan forklare hvad der skete før han eller hun fx. døde en pludselig død, eller ved selvmord er så smukt, så jeg ikke kan kategorisere eller prioritere de oplevelser jeg har. Hver sjæl er fuldstændig unik. Og det er deres historier ligeså.

Noget af det, som rører mig på det personlige plan, er selvfølgelig når jeg får skabt kontakt til afdøde børn. Det går lige i hjertekulen på mig, fordi det kan føles så ubegribeligt og også meningsløst, når et barn skal dø fra sine forældre.

Men uanset alderen på den sjæl jeg kommunikerer med, så oplever jeg, at når de først befinder sig på den anden side, så har de så stort et perspektiv, så alt hvad der bliver sagt og fortalt fra dem giver mening for den efterladte, de pårørende og i sandhed også for mig.

Og hver gang jeg ser en lille del af himlen, så bliver jeg også klogere 🙂

–0–

Læs mere om Ditte lige her:

Ditte Youngs Hjemmeside

Ditte Youngs Facebook

Ditte Youngs Developmentgruppe på Facebook

Næste Måneds Interview

Tak til Ditte for et spændende, inspirerende, personligt og lærerigt interview. I næste måned glæder mig til at introducere dig for endnu en person, jeg beundrer for at turde gå en anden vej en normen og/eller udleve deres passion. En modige vej. Er de nervøse for hvordan det skal gå? Tænker de overhovedet over det eller følger de bare deres passion? Er de nervøse for hvad andre vil tænke om dem? Hvordan forholder de sig til kritik? Hvad er deres baggrund og kan man i den forstå hvordan de er blevet som de er i dag?

Mit håb er at det vil inspirere flere af os til at følge små og store drømme og bryde ud af vores såkaldte “comfort zone”. Det er nemlig lige dér jeg tror på, at vi vokser og lærer vildt meget om os selv og finder ud af vi ofte kan mere end vi tror.

Tak fordi du læser med!

Smil fra

Nina

2 comments / Add your comment below

  1. Dejligt du nød at læse med Fry. Jeg er også super inspireret af at interviewe Ditte. Det hjælper jo også når en person er så villig til at dele ud af sin brede viden.

Skriv et svar